Det runiske alfabet, som primært blev brugt af germanske folk før det romerske imperiums og det latinske alfabets ankomst, består af 25 sten, herunder en blank rune, der repræsenterer det ukendte, samt 24 runesten. Det var efter det romerske imperiums fald, at det runiske alfabet spredte sig over hele Europa.
Oprindeligt blev det brugt til spådomskunst og magiske ritualer, og kun de indviede havde adgang til det. Man fandt runegraveringer på grave og amuletter osv. Nogle mener, at dette alfabet stammer fra det etruskiske alfabet, mens andre foreslår det arkaiske græske eller romerske alfabet. Uanset dets rødder har runeskriften gennemgået mange ændringer gennem historien.
Det runiske alfabet: et overblik over dette kommunikationssystem
Runerne har germansk oprindelse og dukkede op i det andet århundrede efter Kristus. Det er tegn eller symboler indgraveret i sten eller metal. De blev brugt i keltiske sprog, og vikingernes spåmænd brugte dem til at forudsige fremtiden.
Runernes alfabet eller Futhark blev brugt af angelsakserne til at skrive gammelengelsk. Skandinaverne og de germanske folk brugte det til at skrive gotisk norrønt. For begge grupper refererer ordet “Futhark” til en hemmelig viden, et mysterium.
@leo_sage_art
Når man ser på de første 6 bogstaver, findes det runiske alfabet i to hovedvarianter: den ældre Futhark og den yngre Futhark. Den ældre Futhark består af 24 tegn og blev brugt fra år 100 til 800 e.Kr. Den yngre Futhark har 16 symboler og blev brugt fra år 800 til 1100 e.Kr.
Middelalderens runer blev brugt fra 1100 til 1500 og minder meget om den yngre Futharks runer, dog med visse forskelle, især hvad angår fonetik. Hvert af disse alfabeter fungerer ligesom det latinske alfabet.
Hvordan fungerer det runiske alfabet?
Du forventede sikkert ikke at læse noget i denne stil, men det runiske alfabet eller Futhark fungerer stort set ligesom ethvert andet alfabet. Ord dannes ved at sætte bogstaver sammen. Hver rune er knyttet til en eller flere lyde. Det, der adskiller runer fra andre alfabeter, er, at de er skabt ved at ridse dem ind i træ.
Den direkte konsekvens er, at de for det meste kun er repræsenteret ved lodrette eller skrå linjer. Man finder næsten ingen vandrette eller buede træk. Når det er sagt, er der visse særpræg.
I skriftsproget må runer ikke fordobles. Med andre ord skrives ord som “runaR rista” og “doTTir” som henholdsvis “runarista” og “dotir”. En anden detalje, som du måske har bemærket i det første eksempel, er, at mellemrum ikke nødvendigvis bruges til at adskille ord. Nogle gange finder man i stedet for et mellemrum et kors eller et eller to små prikker.
Det er vigtigt at skelne mellem runen “R” og runen “r”, da den første kun bruges til at afslutte ord. Desuden indeholder den mere moderne Futhark færre runer end den ældre Futhark, på trods af et højere antal lyde. Dette indikerer, at en enkelt rune kan symbolisere flere lyde.
Læsning af runer og deres betydning
Det er vigtigt at bemærke, at runer ikke bare er tegn til almindelig kommunikation. De tilhører også den lukkede kreds af spådomskunst og bruges nogle gange i tegningen af pentakler.
Hos de keltiske og germanske folk tilskrives de evnen til at vejlede og give et andet perspektiv på livet og situationer. Deres anvendelse gør det muligt at opnå evnen til at tolke de tegn, de repræsenterer, og analysere deres forudsigelser om fremtiden og visse områder af livet.
@le_laboratoire_du_dr_jekyll
Som sådan siger det sig selv, at hver rune taget for sig selv har sin egen betydning eller refererer til et specifikt koncept eller en idé. Det er her, de adskiller sig fra andre alfabeter.
For bedre at forstå dit liv og de forskellige begivenheder, der nogle gange opstår, kan det være nødvendigt at bruge runer. For eksempel er de første 6 runer i den ældre Futhark som følger:
- Fehu = kvæg, rigdom, vækst;
- Ūruz = den unge krigers styrke, jern eller regn;
- Thurisaz = Thor, kæmpen, tornen;
- Ansuz = ase, guden, egetræet;
- Raidō = rejsen, ridtet;
- Kenaz = udbrud, kogning, sår.
I den spådomspraksis, der er baseret på runer, skal man derfor trække sten, hvorpå disse symboler er indgraveret. Den synske person sørger for at forbinde elementerne med hinanden og tolke dem.
