Har du nogensinde prøvet at se på vikingetiden fra et feministisk perspektiv? Nej? Det er ikke så overraskende, når man tænker på en kultur, der er så maskulin, modig og kraftfuld som vikingernes – mænd med buskede skæg, imponerende fysik og tatoveringer, der vidner om deres tapperhed og manddom.
Spørgsmålet om, hvad vikingekvinderne foretog sig, mens mændene kæmpede mod deres fjender på slagmarken, drog ud på de skandinaviske have og engagerede sig i erobringen af nye territorier, er yderst relevant. Hvad skete der med disse kvinder dengang? Svaret, som arkæologisk forskning har afsløret, er forbløffende.
Hvem var vikingekvinderne?
Ingen historie skabes uden kvinder. Er de ikke i virkeligheden det redskab, mænd bruger for at komme til verden? Fortjener de ikke retfærdighed i samfund, hvor de ofte kun er blevet fremstillet i et blegt lys?
Det skal bemærkes, at vikingesamfundet var et grundlæggende patriarkalsk samfund. Rollerne var derfor fordelt efter køn. Fra barnsben lærte kvinderne husholdningens kunst, familiens forskrifter og traditioner, love og moralske værdier, som de senere skulle give videre til deres børn. Kort sagt, som man ville sige, var manden samfundets arm, mens kvinden var dets sjæl.
Ikke desto mindre var vikingekvinden bestemt ikke nogen Julie fra Shakespeare. Langt fra. Kvindernes opdragelse skulle gøre dem til stærke, beslutsomme og energiske personer, der var i stand til at røre deres mands hjerte og, om nødvendigt, tilskynde ham til at hævne familiens ære. Kvinderne fik mere autoritet, når mændene drog i krig eller på handelsrejser, da de derefter blev ansvarlige for driften af hjemmet.
@ici_explora
Naturligvis afhang deres status i vikingesamfundet af deres sociale klasse. Man skelner mellem trælkvinden, kvinden fra middelklassen og adelskvinden. Men opdagelser, tekster fra middelalderen og de store islandske sagaer giver os vigtige afsløringer om vikingekvinderne.
Allerede her bemærker vi, at de ofte havde maskuline træk. Fysisk var de helt anderledes end den moderne kvinde. Endnu bedre: arkæologiske udgravninger og avancerede analyser afslører, at vikingekvinderne havde vundet retten til at kæmpe side om side med mændene. Flere detaljer følger i næste afsnit.
Vikingekrigeren fundet i Birka i Sverige
En detaljeret undersøgelse har bekræftet, at vikingekvinder faktisk havde vundet retten til at kæmpe ved siden af mændene. Denne forskning blev udført i 2017 af Charlotte Hedenstierna-Jonson, forsker og deltager i forskningsprojektet om vikingefænomenet, samt den svenske osteolog Anna Kjellström, der arbejder på afdelingen for arkæologi og klassiske studier ved Stockholms Universitet.
Undersøgelsen bestod af en DNA-analyse af knoglerne fra et vikingekriger-skelet, der var fundet i en grav i Birka i Sverige tilbage i 1878. Den gjorde det muligt at identificere to X-kromosomer og et fuldstændigt fravær af Y-kromosomet. For forskerne var der tale om en kvinde på 1,70 meter i 30-års alderen.
Håret, sværdet, øksen, skjolde, pilespidser og terningespillet, der blev fundet i graven, havde fået folk til at tro, at der var tale om en mand, indtil dette nyere studie afslørede, at det i virkeligheden var en kvindelig vikingekriger, der ledede tropper i kamp. Studiet blev publiceret i tidsskriftet Antiquity.
Det var første gang, man beviste eksistensen af kvindelige vikingekrigere. Men skelettet fra Birka var uden tvivl ikke den første kvindelige kriger. Andre vil helt sikkert blive opdaget senere.
Freydís Eiríksdóttir, Erik den Rødes frygtløse datter
Vi er i det 10. århundrede. Freydís Eiríksdóttir, datter af Erik den Røde og søster til Leif Eriksson, deltog i en ekspedition ledet af Thorfinn Karlsefni til Vinland. Stillet over for truslen fra de indfødte, valgte den unge kriger, der dengang var otte måneder henne, at tage drastiske midler i brug.
Hun rev sit tøj i stykker og slog sig selv på sit bare bryst med sit sværd. Hun ledsagede denne handling med et krigsråb, der skræmte de indfødte, som flygtede med det samme. Slaget sluttede øjeblikkeligt. Selvom hun senere blev dømt til eksil for at have organiseret massakrer under andre ekspeditioner, markerede hun sig som en frygtløs vikingekriger og en berømt udforsker af Vinland.
@petite_chriss
Dronning Emma
Her befinder vi os i det 11. århundrede, et århundrede der afslørede en af de sidste store kvindelige skikkelser fra vikingetiden. Det er dronning Emma. Som datter af hertug Richard af Normandiet og en mor af dansk afstamning, blev hun gift to gange med engelske konger og fødte to konger af England. Ved siden af sin danske mand, Knud den Store, var hun kirkens beskytter.
Johanna Katrin Fridriksdottir foreslår i sit værk med titlen “Vikingekvinder: Magtfulde kvinder, genopdagelse af kvindernes plads i et maskulint folk” en dekonstruktion af det patriarkalske syn på vikingesamfundet for at fremhæve eksistensen af krigerkvinder i vikingetiden. Hun inviterer læseren til at overveje valkyrien, denne krigergudinde fra den nordiske mytologi, der bestemmer krigernes skæbne i kamp.
Hun minder også om den stolte prinsesse Gudruns eventyr, som hævner sin families ære, og som i stedet for at begrænse sig til huslige pligter, træffer beslutninger, skriver og nogle gange deltager i kampe. Formålet med værket er klart: at genbesøge fantasien for at give vikingekvinden den plads, hun fortjener i historien.
