Vikingetiden er en periode i europæisk historie, der strækker sig fra 793 til 1066. Den er mest kendt for sin maritime kultur og sine aktiviteter inden for plyndring, handel og kolonisering i hele Nordeuropa. I dette blogindlæg dykker vi ned i vikingetidens tidslinje – med start i den forudgående Vendel-tid – for bedre at forstå, hvorfor denne epoke var så afgørende for formningen af den tidlige europæiske kultur.
Vendel-tiden (550-793 e.Kr.)
Den germanske jernalder, opdelt i en tidlig og en sen germansk jernalder, er i Sverige kendt som Vendel-tiden. Denne æra så en hurtig ekspansion af handlen i Nordeuropa og en stigning i migrationer til nye områder. I løbet af denne periode gennemgik Skandinavien også dramatiske sociale forandringer, som fik dybtgående konsekvenser for de efterfølgende generationer.
År 753 markerer begyndelsen på vikingetiden med grundlæggelsen af den første svenske bosættelse, Aldeigjuborg (i dag Staraia Ladoga) nær Sankt Petersborg i Rusland. I 789 blev et plyndringstogt registreret på øen Portland i England af vikinger fra Norge, og i 793 blev klosteret Lindisfarne i England plyndret af vikinger fra Norge.
Vikingernes ekspansion (793-850 e.Kr.)
I 793 ankom tre skibe til øen Lindisfarne ud for Englands østkyst, hvilket markerede begyndelsen på en af de mest berømte epoker i historien: Vikingetiden. Fra dette øjeblik begav vikingerne sig ud på talrige ekspeditioner for at “opdage” nye lande uden for Skandinavien. De koloniserede Island omkring 870 og Grønland omkring 986. Samlet set strakte de skandinaviske territorier sig fra Newfoundland i Canada helt til Bagdad i Irak!
Et første angreb på irsk jord blev iværksat af danske vikinger i 795. Derefter udførte en flåde fra Skandinavien et angreb og plyndring af et kloster beliggende på den akvitanske kyst ved Noirmoutier, hvilket blev nævnt i 799.
Omkring år 800 opdagede irske bosættere Island og etablerede handelsposter i Skiringssal og Birka. 802 markerer etableringen af vikinger på Orkneyøerne, Hebriderne og Isle of Man, hvor de forblev indtil 1405. I 804 ødelagde Karl den Store Slesvig (hovedstaden), hvilket tvang mange danske skibe til at søge tilflugt i England eller Norge. I 825 fandt en ekspedition til Konstantinopel sted, hvor de plyndrede forstæderne i tre dage, før de blev drevet væk af græske ildmaskiner, der blev affyret fra de høje mure omkring Konstantinopels havneområde.
I 834 etablerede kong Godfred 1. Danelagen, som gav Jylland kontrol over East Anglia og Northumbria; dette er kendt som “Den Store Hedenske Hær”, der invaderede England i denne periode (865-875). I 838 sejlede to grupper op ad Seinen i Frankrig og plyndrede byerne langs dens bredder, fra Rouen til Paris. De angreb også byer i Spanien, såsom Lissabon i Portugal, før de satte kurs mod Italien og plyndrede Pavia i Lombardiet (841).
842: Plyndringen af Jumièges og Quentovic (Frankrig)
Plyndringstogterne mod disse to havne markerer et af de første registrerede tilfælde af vikingevold på det europæiske fastland. Jumièges og Quentovic var to vigtige frankiske handelshavne, der forbandt Storbritannien med Europa. Ved at angribe dem forstyrrede vikingerne handlen mellem Storbritannien og det europæiske fastland. Dette er blot ét eksempel på, hvordan deres angreb fik vidtrækkende konsekvenser i hele Europa.
843: Plyndringen af Nantes (Frankrig) og slaget ved Messac (Frankrig)
I 843 blev Nantes udsat for et særligt brutalt angreb fra vikinger fra Vestfold, som massakrerede biskoppen og hans sognebørn, før de drog afsted med deres bytte. Samme år vandt Renaud af Nantes et afgørende slag mod Hasting – en allieret vikingehøvding – ved Messac, med hjælp fra Lambert, greve af Nantes, og den bretonske leder Nominoë. Denne sejr markerede et vendepunkt i den franske modstand mod vikingernes indtrængen i landet.
844: Mislykkede togter mod La Coruña og Sevilla (Spanien)
I 844 lancerede vikingestyrker en ekspedition mod Portugal, men fejlede på grund af den portugisiske modstand ledet af Alfonso 3., der formåede at drive dem tilbage ved hjælp af overlegne taktikker og bedre trænede soldater. Vikingerne forsøgte derefter to togter mod spanske byer – La Coruña og Sevilla – men blev igen drevet tilbage efter at have mødt stærk modstand fra lokale styrker loyale over for kong Ramiro 1.
845: Belejringen af Paris og plyndringen af Hamborg (Tyskland)
I 845 blev Paris belejret af vikingestyrker ledet af Ragnar Lodbrog, som krævede en tribut af Karl den Skaldede mod at beskytte byen mod ødelæggelse. Karl indvilligede til sidst i at betale Ragnar 7.000 pund om året i tre år for at undgå, at Paris blev plyndret som så mange andre byer før den. Samme år fandt et andet succesfuldt togt sted i Hamborg (Tyskland), hvor vikingerne plyndrede klostrene for guld og sølv, før de vendte hjem med deres bytte.
Vikingernes tilbagegang (850-1066)
Vikingetiden sluttede, efter at gentagne militære nederlag tvang mange skandinaviske herskere til at konvertere til kristendommen, hvilket markerede et brud med deres traditionelle værdier og overbevisninger. Da de skandinaviske konger adopterede kristne traditioner såsom monogami og svor troskab til store europæiske magter som England og Frankrig, svandt deres politiske magt ind over tid, indtil de blev fuldstændigt erstattet af andre herskerslægter i 1066.
1066 – Slaget ved Stamford Bridge og den normanniske erobring
Året 1066 markerer et vigtigt vendepunkt i Englands historie, men også i vikingernes. Den 25. september 1066 blev kong Harald 3. Hårdråde (efterfølger til kong Harold 2.) besejret ved Stamford Bridge af kong Harold 2.’s styrker.
Dette var det sidste store slag mellem angelsaksere og vikinger i England, indtil Vilhelm Erobrerens invasion få uger senere, den 14. oktober 1066, med sin normanniske hær. Denne invasion markerede afslutningen på det angelsaksiske herredømme i Storbritannien samt afslutningen på vikingernes betydelige indflydelse i England, men ikke deres indflydelse på andre dele af Europa eller deres eftermæle som frygtløse krigere gennem historien!
1085 – Danskernes sidste forsøg på at generobre England
I 1085 forsøgte den danske konge Knud 4. at generobre England, som havde været kontrolleret af angelsaksiske styrker siden Alfred den Stores sejr ved Edington i 878. Dette sidste forsøg endte i fiasko med Knud 4.’s død i St Albans. Det var dog ikke uden konsekvenser: Vilhelm 1. brugte det som undskyldning for at lancere sin egen erobring af England og indledte det, der blev kendt som den normanniske erobring.
1103 – Den norske konge Magnus Barfods død i Irland
Under sin regeringstid udvidede den norske konge Magnus Barfod Norges indflydelse i hele Europa. Han lancerede flere togter i Skotland, Wales og Irland og formåede endda at erobre Dublin i en kort periode. I 1103 døde han under en ekspedition i Ulster (Irland), hvilket markerede afslutningen på norsk dominans i Europa i mange år fremover.
1151-1153 – Plyndring af østkysterne af den norske konge Øystein Haraldsson
Under kong Øystein Haraldssons styre fortsatte Norge sin ekspansionspolitik med togter mod Skotlands og Englands østkyster fra 1151 til 1153. Denne politik skyldtes i høj grad hans ønske om rigdom og magt samt hans forsøg på at forbedre Norges position i Europa. Desværre for Øystein endte disse kampagner med et norsk nederlag, da han blev dræbt i et slag mod skotske styrker nær Renfrewshire (Skotland).
1171 – Død af den sidste skandinaviske konge Askulf Mac Torkil
Efter at være blevet fordrevet af anglo-normanniske styrker i årene 1170-1171, forsøgte Askulf Mac Torkil en sidste gang at generobre sit kongerige, før han døde i et slag mod dem nær Dublin (Irland). Med hans forsvinden forsvandt ethvert håb om, at skandinaverne kunne genvinde kontrollen over Dublin eller andre byer tabt i denne periode.
1185 – Normannerne lancerer en sejrrig ekspedition fra Sicilien til Thessaloniki på Balkan
Efter at have erobret Sicilien i 1060-1091, lancerede normanniske styrker ledet af Roger 2. en sejrrig kampagne fra Sicilien til Thessaloniki (Grækenland) i 1185-1186, hvilket gav dem kontrol over en stor del af den græske kystlinje og kystbyer som Korinth og Patras. Denne kampagne markerede et vigtigt vendepunkt for den normanniske magt, hvis indflydelse strakte sig ud over Italien til andre regioner i Europa, herunder Grækenland og endda Anatolien (Tyrkiet).
1263 – Den norske konge Håkon Håkonssons død på Orkneyøerne (Skotland)
Den sidste store vikingeleder var Håkon Håkonsson, som døde under et forsøg på at invadere Skotland i 1263-1264 nær Orkneyøerne (Skotland). Hans død markerede afslutningen på nordisk dominans i Nordeuropa og vikingetiden, som begyndte med det første registrerede togt mod klosteret Lindisfarne i 793 e.Kr. og sluttede i 1263 e.Kr., da Håkon døde i kamp mod skotske styrker nær Orkneyøerne (Skotland).
Tidslinjen for vikingetiden begynder med dens forgængere, den tidlige og den sene germanske jernalder, og slutter med varige ændringer i skandinavisk kultur forårsaget af den udbredte vedtagelse af kristendommen blandt periodens magtfulde ledere. Denne opgivelse af traditionel nordisk tro markerede den endelige afslutning på en epoke, hvis arv stadig lever videre i dag gennem litteratur, kunst, arkitektur, sprog, musik osv. Hjemmesideejere, der ønsker at integrere en del af Skandinaviens rige kulturarv i deres projekter eller indholdsstrategier, behøver ikke lede længere end disse historiske rødder!
