Niflheim, fra oldnordisk Niflheimr, “Tågernes verden”, er en af de ni verdener i nordisk mytologi, og den repræsenterer tågens, kuldens og isens rige. Som sådan er det det kosmologiske modstykke til Muspelheim, ildens og varmens verden.
Oprindelsen af Niflheim
I den skandinaviske skabelsesberetning, fortalt af den islandske kristne historiker fra middelalderen, Snorri Sturluson, blev det første væsen, jætten Ymir, skabt, da isen fra Niflheim og ilden fra Muspelheim mødtes midt i Ginnungagap, afgrunden der engang adskilte dem.
Ordet “Niflheim” findes kun i Snorris værker og bruges ofte synonymt med “Niflhel”, en poetisk forskønnelse af “Hel”, de dødes rige. Man finder “Niflhel” i gamle nordiske digte, der er langt ældre end Snorris værker. Det er meget muligt, at ordet “Niflheim” er en opfindelse af Snorri. Det er umuligt at vide, om det tilhørende koncept er af lige så sen og tvivlsom oprindelse, da vores eneste kilde til alt, hvad der gør krav på at være en fuldstændig redegørelse for den hedenske nordiske skabelsesberetning, stammer fra Snorris værker.
Det mest bemærkelsesværdige træk ved Niflheim var, at det var et rige med en frygtelig og isende kulde. For et hyperboreisk folk, der virkelig værdsatte naturens potentielle fjendtlighed, er denne sammenhæng ganske forståelig. Man kan nemlig ikke lade være med at huske, at for islændingene kom “kulden” fra Niflheim i nord, Hels domæne. Denne forbindelse illustreres yderligere ved placeringen af Hvergelmir, kilden til de iskolde nordiske floder, inde i Niflheim:
Tågernes verden, Niflheim, blev skabt længe før jorden blev formet; og midt i den ligger brønden kaldet Hvergelmir, hvorfra floderne Ylgr, Víd, Leiptr, Fjörm, Fimbulthul, Svöl, Gunnthrá, Slídr, Hríd og Sylgr udspringer.
Niflheim, de vanæredes verden.
Udover sin rolle i skabelsen af kosmos, tilbyder Niflheim et sidste hvilested for de vanærede døde. Hel, den dystre jættekvinde, hvis regler for de afdøde styres af den afdøde selv, bor også her.
Denne beskrivelse står i kontrast til den glorværdige atmosfære af kammeratskab og festligheder, der venter krigerne i Valhal. Niflheim blev dog betragtet som et hvilested for stor okkult viden takket være de afdøde sjæle, der er begravet der.
Faktisk er “de dødes land, underverdenen eller Niflhel, ikke blot depotet for alt liv, men også depotet for al viden, og dermed for praksissen med at hente visdom fra de dødes land. Som bekræftelse på denne idé indrømmede den snu jætte Vafthrudner, at hans visdom i høj grad var indsamlet gennem hans forskellige møder med de døde.
