De mægtige vikinger har gennem tiderne altid fanget folks passionerede opmærksomhed. De er kendt for deres modige togter, deres enorme skibe og en kulturel identitet, der stadig giver genlyd århundreder senere.
For virkelig at forstå årsagerne til disse frygtindgydende krigeres fremgang og indflydelse, er det vigtigt at undersøge historien og livsstilen i den tid, hvor de plyndrede i udlandet og erobrede landområder.
Ved at udforske vikingernes oprindelseshistorie, deres kultur, religion, maritime taktikker og slag, er vi i stand til bedre at forstå, hvordan et urokkeligt folk forvandlede sig til en ustoppelig magtfaktor.
I denne artikel vil vi opdage, hvordan disse tapre vikinger formede Europa i både freds- og krigstid mellem ca. 793 og 1066.
Fra omkring år 800 til det 11. århundrede forlod et stort antal skandinaver deres hjemlande for at søge lykken andre steder. Disse søfarende krigere, kollektivt kendt som vikinger eller nordboere («mænd fra Norden»), begyndte med at angribe kystområder, især uforsvarede klostre på de britiske øer.
I løbet af de næste tre århundreder satte vikingerne deres præg som pirater, plyndringsmænd, handelsfolk og bosættere.
De opdagede Amerika længe før Christoffer Columbus og nåede så langt mod øst som til det fjerne Rusland.
Vikingernes oprindelse
Selvom man ofte tillægger disse mennesker status som vilde, der angreb mere civiliserede nationer i jagten på skatte og kvinder, er motivationerne og kulturen hos vikingefolket langt mere mangfoldig. Disse plyndringsmænd fremmede også mange forandringer på tværs af territorierne, lige fra økonomi til krigsførelse.
De præcise årsager til, at vikingerne forlod deres hjemland, er usikre. Nogle har foreslået, at det skyldtes overbefolkning i deres hjemland, men de tidlige vikinger søgte rigdom, ikke land. I det ottende århundrede e.Kr. blev Europa rigere, hvilket gav næring til væksten af handelscentre som Dorestad og Quentovic på kontinentet samt Hamwic (nutidens Southampton), London, Ipswich og York i England. Skandinaviske pelse var meget eftertragtede på de nye markeder. Gennem deres handel med europæerne opdagede skandinaverne nye navigationsteknologier, den voksende rigdom og de interne konflikter, der fulgte med mellem de europæiske kongeriger. Vikingernes forgængere – pirater, der jagtede handelsskibe i Østersøen – ville bruge denne viden til at udvide deres aktiviteter for at søge lykken i Nordsøen og videre endnu.
Hvor kom vikingerne fra?
I modsætning til visse populære opfattelser af vikingerne, udgjorde de ikke en “race” bundet af fælles afstamning eller patriotisme. De fleste vikinger, hvis aktiviteter er bedst kendte, kom fra de områder, der nu er kendt som Danmark, Norge og Sverige, selvom historiske optegnelser nævner finske, estiske og samiske vikinger. Deres fællestræk var, at de kom fra et fremmed land, at de ikke var “civiliserede” i lokal forstand, og vigtigst af alt, at de ikke var kristne.
Vikingetiden
Mange historikere forbinder almindeligvis udtrykket “viking” med det skandinaviske ord “vikingr“, som betyder “pirat”, men dette udtryk refererer til ekspeditioner over havet og blev brugt som et verbum af skandinaverne til at betegne de perioder, hvor mænd traditionelt tog sig tid til at tage “på viking om sommeren.” Selvom mange tror, at disse ekspeditioner involverede plyndring af klostre og byer langs kysten, havde mange ekspeditioner faktisk handel og hvervning som udenlandske lejesoldater som formål.
Vikingetiden refererer generelt til perioden fra år 800, få år efter det første registrerede togt, frem til 1050’erne, få år før den normanniske erobring af England i 1066. I denne tid strakte det skandinaviske folks rækkevidde sig til alle hjørner af Nordeuropa, og mange andre nationer oplevede vikinger, der plyndrede deres kyster. De fjerneste rapporter om vikinger fandtes i Bagdad i forbindelse med handel med varer som pels, stødtænder og sælspæk.
Vikingetogt
Et vikingetogt mod munkene på Lindisfarne, en lille ø ud for Englands nordøstkyst, markerede starten på vikingernes migration fra Skandinavien i 793. Dette sted var et velkendt læringskloster, berømt over hele kontinentet for sine veluddannede munke og sit omfattende bibliotek.
Under dette togt blev munke dræbt, kastet i havet eller taget som slaver sammen med mange kirkelige skatte, og selve biblioteket blev jævnet med jorden. Denne unikke begivenhed banede vejen for, hvordan vikingerne ville blive opfattet gennem hele vikingetiden: som vilde krigere, der ikke havde nogen respekt for religion eller lærdom.
I årene efter det første vikingetogt blev kystbyer, klostre og endda byer belejret af disse fremmede indtrængere fra havet. På grund af hyppigheden af de maritime angreb blev der gjort mange fremskridt i udviklingen af befæstninger i form af befæstede havne og stenmure mod havet – forsvar, der viste sig at være meget effektive til at afskrække togter.
Årsagen til disse angreb er et emne for debat blandt akademikere, selvom årsagerne ofte stammer fra ting som kristen forfølgelse og tvungen dåb af hedninge for at mindske landbrugsproduktionen i den skandinaviske region. Mange mere dokumenterede årsager kunne have tilskyndet disse mennesker til at forlade deres kolde og barske hjem for at søge midler til at overleve andre steder.
Alligevel, trods deres hjemlands nådesløshed, vendte de fleste vikinger tilbage ved slutningen af hver sæson med skatte, slaver og varer for at overleve endnu en vinter.
Vikingeskib
I hjertet af vikingekulturen ligger vikingeskibet. Disse ekstraordinære skibe, især langskibene, formede de skandinaviske søfareres liv og ændrede Europas historie.
Gennem mere end 10 århundreder blev skandinavernes skibsbygningsevner forfinet, hvilket resulterede i en bred vifte af skibe, fra små fiskerbåde og brede fragtskibe til de berømte lynhurtige langskibe, der blev brugt til togter, det berømte vikingedrakkar. Men uanset størrelsen var de fleste skibe designet med en smal form og lav dybgang, hvilket gav dem stor tilpasningsevne til brug på både hav og floder.
Vikingernes skibsbygning nåede sit højdepunkt i det 7. århundrede, da de opfandt kølen, en strukturel bjælke, der strækker sig fra stævn til agterstavn og ligger lavere end skibets hoveddel. Denne egenskab øgede hastigheden og stabiliteten og forhindrede uønskede sidebevægelser. Kølen, sammen med tilføjelsen af en stor mast og et stort sejl, ville i sidste ende gøre det muligt for nordboerne at foretage lange rejser over Nordatlanten. Disse vikingeskibe betragtes i dag som revolutionerende i deres design og som et teknologisk mirakel.
For at starte skibsbygningsprocessen slog vikingerne kiler ind i de friskfældede træer, indtil træet splittedes i åreretningen. Op til 20 store egetræer kunne fældes til ét skib. Træet blev formet og arrangeret, så plankerne passede perfekt sammen i en klinkbygget konstruktion, hvor de overlappede hinanden som en vifte. Ved klinkbygning bygges ydersiden først, hvorefter spantet placeres indeni. Skibet blev dækket af en vandtæt blanding af dyrehår, uld eller mos imprægneret med tjære og stabiliseret med jernnitter. Slutresultatet var et utroligt hurtigt og fleksibelt langskib, som intet kunne indhente.
Mændene roede med en række årer, suppleret med et stort sejl, sandsynligvis lavet af uld. Ifølge Royal Museums Greenwich havde drakkarerne snarere end et ror et styreåre fastgjort agter i skibets højre side.
Omkring midten af det 9. århundrede tog togterne for alvor fart, efterhånden som rygtet om Europas flytbare rigdom spredte sig i hele den skandinaviske region. Nordiske landsbyer og samfund gik sammen om at bygge skibe med det formål at forbedre deres levevilkår gennem togter.
Vikingerne lagde lige så meget vægt på kunst som på håndværk. Drakkarerne var normalt prydet med udskårne dragehoveder i stævnen, som man troede kunne skræmme onde ånder væk.
Dragehovedet kombineret med et stort firkantet sejl med røde og hvide striber blev vikingernes varemærke. Dette syn ville skræmme europæerne i tre århundreder.
Ekspeditioner til den Nye Verden
Vikingerne etablerede bosættelser på Grønlands vestkyst i det 10. århundrede. Vikingsagaerne fortæller om de rejser, de foretog fra disse grønlandske kolonier til den Nye Verden. De nævner steder kaldet “Helluland” (som menes at være Baffin Island), “Markland” (som menes at være Labrador) og “Vinland” (et mere mystisk sted, som nogle arkæologer mener kan være Newfoundland).
På nuværende tidspunkt er det eneste bekræftede vikingested i den Nye Verden placeret ved L’Anse aux Meadows på den nordlige spids af Newfoundland. Dette sted blev udgravet i 1960’erne. Derudover er der tre mulige vikingesteder, som arkæologer for nylig har udgravet i Canada. To af de mulige steder er placeret på Newfoundland, mens et tredje findes på Baffin Island i det canadiske Arktis.
Et muligt vikingested findes ved Point Rosee i det sydlige Newfoundland; på stedet har arkæologer opdaget et ildsted til ristning af myremalm nær en græstørvsstruktur.
Et andet muligt vikingested er placeret ved Sop’s Arm på Newfoundland og inkluderer en række “fælder”, der menes at være blevet brugt til at fange store dyr som rensdyr. Disse fælder er placeret på en ret linje, og arkæologer mener, at vikingerne kunne have drevet dyrene mod disse fælder, hvor de kunne fanges og dræbes.
Det tredje mulige vikingested er placeret ved Nanook på Baffin Island, hvor forskere har fundet artefakter, der kunne have været brugt til metalproduktion, samt resterne af en struktur, som vikingerne kan have bygget.
Vikingeinvasion
Vikingeinvasion af Paris
Vikingehærene forblev aktive på det europæiske kontinent gennem hele det 9. århundrede, hvor de brutalt plyndrede Nantes i 842 og angreb byer så langt væk som Paris, Limoges, Orléans, Tours og Nîmes.
I 844 stormede vikingerne Sevilla (dengang kontrolleret af araberne); i 859 plyndrede de Pisa, men en arabisk flåde ramte dem på vej tilbage mod nord.
I 911 gav den vestfrankiske konge Rouen og det omkringliggende territorium ved en traktat til en vikingehøvding kaldet Rollo mod, at han nægtede andre plyndringsmænd passage ad Seinen. Denne region i det nordlige Frankrig er i dag kendt som Normandiet, eller “nordboernes land”.
I det 9. århundrede begyndte skandinaverne (især nordmændene) at kolonisere Island, en ø i Nordatlanten, hvor ingen endnu havde bosat sig i stort tal. Mod slutningen af det 10. århundrede bosatte nogle vikinger (herunder den berømte Erik den Røde) sig endnu længere mod vest, på Grønland.
Ifølge senere islandske historier var nogle af de første vikingebosættere, der bosatte sig på Grønland (herunder vikingehelten Leif Eriksson, søn af Erik den Røde), angiveligt de første europæere, der opdagede og udforskede Nordamerika. De kaldte deres landgangssted Vinland (Vinland), og de byggede en midlertidig bosættelse ved L’Anse aux Meadows i det nuværende Newfoundland. Udover dette er der få beviser for vikingernes tilstedeværelse i den Nye Verden, og de dannede ikke permanente kolonier.
Dansk dominans
Regeringstiden i midten af det 10. århundrede under Harald Blåtand, konge af et nyligt forenet, magtfuldt og kristnet Danmark, markerer begyndelsen på en anden vikingetid.
Storskala-togter, ofte organiseret af kongelige ledere, ramte Europas kyster og især England, hvor slægten af konger nedstammer fra Alfred den Store var i tilbagegang.
Haralds oprørske søn, Svend Tveskæg, ledede vikingetogter mod England fra 991 og erobrede hele kongeriget i 1013, hvilket sendte kong Ethelred i eksil. Svend døde året efter og efterlod sin søn Knud (eller Canute) til at lede et skandinavisk imperium (bestående af England, Danmark og Norge) over Nordsøen.
Efter Knuds død efterfulgte hans to sønner ham, men begge var døde i 1042, og Edvard Bekenderen, søn af den forrige (ikke-danske) konge, vendte tilbage fra eksil og vandt den engelske trone tilbage fra danskerne. Ved hans død (uden arvinger) i 1066 gjorde Harold Godwinson, søn af Edvards mest magtfulde adelsmand, krav på tronen.
Harolds hær formåede at besejre en invasion ledet af den sidste store vikingekonge – Harald Hårderåde af Norge – ved Stamford Bridge nær York, men faldt få uger senere til Vilhelm, hertug af Normandiet (selv en efterkommer af skandinaviske bosættere i det nordlige Frankrig). Kronet som konge af England juledag 1066, formåede Vilhelm at beholde kronen mod andre danske udfordringer.
Slutningen på vikingetiden
Begivenhederne i 1066 i England markerede reelt slutningen på vikingetiden. På dette tidspunkt var alle skandinaviske kongeriger kristne, og hvad der var tilbage af vikingernes “kultur” blev absorberet i den kristne europæiske kultur. I dag findes tegnene på vikingernes arv især i den skandinaviske oprindelse af visse stednavne og ordforråd i de områder, hvor de bosatte sig, især i det nordlige England, Skotland og Rusland. På Island efterlod vikingerne en rig litteratur, de islandske sagaer, hvori de fejrede de største sejre fra deres glorværdige fortid.
Vikingemyter
Mange moderne opfattelser af vikingerne har deres oprindelse i katolsk propaganda. Efter plyndringen af adskillige kristne installationer og tabet af utallige relikvier og skatte, forsøgte det katolske ministerium at dehumanisere dem. Indtil dronning Victorias regeringstid i Storbritannien blev vikingerne stadig beskrevet som et voldeligt og barbarisk folk. I løbet af det 19. og 20. århundrede ændrede opfattelserne sig til det punkt, hvor vikingerne blev glorificeret som ædle vilde med hornhjelme, en stolt kultur og frygtindgydende kampdygtighed.
Hvad angår de mest populære vikingemyter skabt af disse fejlagtige opfattelser, er det bevist ud fra historien, at følgende fakta er klart forkerte:
- Vikingerne bar hornhjelme: Vikingerne bar traditionelt hjelme med bart hoved eller bar simple hjelme af læder og metalrammer med ansigtsbeskyttelse lejlighedsvis. Ideen om hornhjelme opstod under vikingernes renæssance under Victorias regeringstid.
- De var beskidte og forsømte: Arkæologer finder jævnligt spor af kamme, skeer og andre plejeredskaber, der indikerer, at vikingerne var meget optaget af at opretholde en god personlig hygiejne.
Selvom levevilkårene i de skandinaviske regioner bestemt var barske og svære, led mange vikinger under mangel på ressourcer, og folk bosatte sig over store afstande uden en egentlig samlet ledelse. I vikingetiden formåede skandinaverne at gøre sig mere gældende i den ydre verden og skabe et ry, der rakte ud over blot barbari. Mens nogle vikinger var motiveret af tørst efter rigdom, søgte mange mere fredelige økonomiske relationer med de omkringliggende nationer.
Som Forte et al. skrev, var der faktisk ikke nogen dramatisk afslutning på vikingetiden. Forfatterne hævder, at de skandinaviske kongeriger langsomt blev akkultureret og integreret i “den europæiske kristenheds større politiske krop”.
